Når dødsfaldet er sket

NORDJYSKE BOBESTYRERE

Advokater med speciale i Arveret og Dødsbobehandling

 

Når dødsfaldet er sket

 

Straks efter et dødsfald rejser der sig en masse spørgsmål.

 

Det kan være af praktisk art omkring begravelsen, men også om adgang til afdødes hus, lejlighed eller plejebolig, opsigelse af lejemål, overblik over bankindeståender, eventuel gæld og lignende. På den lidt længere bane også, hvordan boet skal skiftes.

 

Skifteretten får altid meddelelse om dødsfaldet via anmeldelsen fra bedemanden, og den person, der har drøftet begravelsen med bedemanden, vil blive indkaldt til møde i skifteretten. Mødet finder typisk sted 2-3 uger efter dødsfaldet. Har man forinden kontaktet en bobestyrer, falder mødet i skifteretten væk.

 

Til mødet skal man så vidt muligt medbringe kontooversigter og papirer i øvrigt, der belyser boets formueforhold. Det betyder, at man som regel forudsætter en vis adgang for de efterladte til afdødes papirer, selvom man principielt ikke har adgang til afdødes ejendele.

 

De efterladte må gerne træffe nødvendige beslutninger om begravelsen uden, at skifteretten på forhånd har godkendt disse dispositioner. Hvis der er midler i boet til betaling af begravelsen, skal disse omkostninger betales forlods. Hvis der ikke er penge nok, kommer den, der har bestilt begravelsen, til selv at betale regningerne.

 

Hvis de efterladte inden første møde i skifteretten har kontaktet en bobestyrer med henblik på, at denne skal hjælpe med boet, falder mødet sædvanligvis væk. Advokaten giver skifteretten besked om, at mødet skal udsættes. Advokaten undersøger herefter boets forhold og tager kontakt til de enkelte arvinger for at få afklaret, hvorledes boet skal behandles. Indtil der er truffet beslutning om boets behandlingsmåde, er der pligt for de pårørende til at passe på tingene. Man kan ikke råde over afdødes konti; men pengeinstitutter tillader ofte, at der betales begravelsesregninger fra afdødes konti, selv om de ikke har pligt til dette.